08.06.2010
MILJØ-REKORD PÅ TRYKKERI
Svendborg Tryk fokuserer meget på at tilbyde kunderne de mest miljøvenlige løsninger.
Selv om Svendborg Tryk fortsat løser traditionelle opgaver og gør det på samme måde som tidligere, satses der også meget på at tilbyde løsninger, som tager mere hensyn til miljøet. Og medarbejderne i den store trykkeribygning på Ryttermarken gør det med succes, for Svendborg Tryk er sandsynligvis det danske trykkeri, hvor den største del af omsætningen har med Svanemærkede produkter at gøre.
- Jeg kan næsten garantere for, at det er Danmarks største andel. Opgørelsen fra januar og februar viser, at vores andel var 38 procent, og vi er da også meget fokuseret på at sælge miljøløsninger, fortæller trykkerichef Flemming Skov Jakobsen.
Svanemærket er en fællesnordisk miljømærkning. Projektleder og kemiingeniør Jesper Gruvmark i Miljømærkning Danmark, som udsteder licenserne til Svanemærket, siger om Svendborg Tryk: - Vi indsamler ikke opgørelser over den totale omsætning hos trykkerier i Danmark. Men det er vores fornemmelse, at Svendborg Tryk er det trykkeri i Danmark, som har den største andel af Svanemærkede produkter i sin omsætning. Det er et meget flot resultat, der viser, at Svendborg Tryk arbejder aktivt med miljøsalget. Det er en stor gevinst for miljøet.
